Historien
Husumvold Sogn var oprindelig en del af Husum Sogn, men da dette i 1948 var nået op på 22.000 indbyggere, blev der nedsat en komission under kirkeministeriet, der skulle arbejde på en sognedeling. Allerede samme år blev der med midler fra bl.a. kirkefondet indrettet en midlertidig kirkesal i en af de 3 tidligere flygtningebarakker, der stod på fæstningsvolden ved Frederikssundsvej. Den midlertidige kirke kom naturligt nok til at hedde "Kirken på Husum Vold".
Der gik tre år før sognedelingen kom i stand, og Husumvold Sogn blev udskilt fra Husum Sogn, og der gik yderligere ni år før et nyt kirkebyggeri så dagens lys, som afløsning for den midlertidige barakkirke på volden. D. 20. marts 1960 blev den nye Husumvold Kirke indviet ved en festgudstjeneste på adressen Gadelandet 25, en smukt beliggende grund der skråner ned mod Åkandevej og Utterslev Mose. Kirken, der var tegnet af arkitekt Holger Jensen, var holdt i et nærmest familiært præg, i stil med de gamle nordiske stavkirker, og indeholdt lokaler til alt, hvad der var brug for i et sogn, der på det tidspunkt var nået op på 12.000 indbyggere. Omkring en atriumgård lå og ligger stadig i dag: Kordegnekontor, konfirmandstue, præsteværelse, mødelokale og køkken.
I løbet af de næste 20 år voksede Husumvold Sogn til omkring 17.000 indbyggere bl.a. på grund af den massive udbygning i Tingbjerg og etableringen af Bystævneparken. Dette medførte, at Tingbjerg Sogn blev udskilt fra Husumvold Sogn, som et selvstændigt sogn, der fik sin egen kirke i 1983. I dag er der derfor 9.000 indbyggere i Husumvold Sogn, der stadig har nære forbindelser til sine nabosogne.